Bredvadmølles historie.

En af de mere industrielle tiltag var stampemøllen. Her stampede man ulden med små hamre, og valkede den inden i  valkekar. Klædetstoffet blev så tæt at det kunne modstå regn. Se den jakke, som Gdr. Frands Christensen bærer på fotoet. 

 

Stampemøllen kan ses på fotoet af Bredvadmølle, helt til venstre. Man gik over en lille bro over til en ø, hvor den lå med sit eget møllehjul. I Bredvad møllebrand 1845 hører vi at stampemøllen brænder og i 1852 er den lige bygget op som ny, men brænder igen, denne gang påsat.

Møller Mortensen havde sørget for der var stråtag på stampemøllen og fået den assureret højt.

Det var hos Branddirektør og Ritmester Deichmann i Skanderborg. Selve dagen, hvor Mortensen havde tænkt at futte møllerne af, kom Deicmann og spurgte om hans søn kunne få stilling der, som avlskarl. Kl. 13 kørte han og Mortensen skrev et par breve, som han sendte karlene afsted med på hesteryg. Flere andre på stedet var sendt væk, da han kl. 3 begyndte at sætte ild, først til mølleloftet på 2 etage, så på loftet i beboelsen, der ligesom møllens tag var tophængt tegl, og sidst til stampemøllen, der hurtigt blussede op i stråtaget.Da Østbirk sprøjten ankom om natten, var stampemøllen brændt totalt, men møllen var uskadt og det halve af beboelsen fik de så reddet.

Mortensen var for retten i Brædstrup, og bedyrede sin uskyld. Der var forhør af 23 personer, der alle undrede sig over, at ilden kunne opstå tre stedder, mens vinden bar væk og derfor ikke kunne være årsag. Det andet undrede dem, at Mølleren ikke ville slukke ilden og var længe om at sende bud efter sprøjten i Østbirk. I stedet fik han alle til at bære tøj og linned ud i gårdspladsen.

Han fængsles i Brædstrup arrest, men der kautioneres for ham. Han prøver at stikke af med dampskibet Slesvig til Kiel, for derfra at tage videre til Amerika,-men han bliver i sidste øjeblik hentet af politiet. Sagen begyndte 16 Febr.1852 og endte som justitssag nr. 2, d. 10 Aug. 1853. imellemtiden havde møllerens kone født sit barn i Brædstrup arrest, og fået det døbt i Ring kirke.

Møllerparet blev sluppet fri efter 1½ år, og emigrerede til USA.